Dette indlæg er inspireret af Hr. Eberfelds indlæg om den fantastiske Cord.
Jeg har det på stort set samme måde som Claus, kæmpe 50'er og 60'er flydere siger mig stort set intet. Der skal en meget speciel muskelbil til og vække min interesse. Og mens jeg rigtigt godt kan lide de old school "klassiske" Hot Rods, så er der faktisk kun meget få amerikanske biler der virkelig kan hæve min puls. En af dem er Ford GT40, men hvor amerikansk den er kan diskuteres da den er bygget af Lola. En anden tvivlsom amerikaner i min drømmegarage, er naturligvis Cobra'en som i sin tid var baseret på en AC Ace.
Det var faktisk præcis en AC Cobra 289 der fik mig til og tænke på min All Time favorit amerikaner. Først lidt om denne Cobra, fandt nemlig denne utroligt skønne metallic grønne 289'er til salg. Bilen har kun haft 3 ejere og er for et par år siden kommet ud af opbevaring efter 36 år. Den er således i en rigtig fin urestaureret stand, med den helt rigtige patina. Den har desuden er række sjældne tidstypiske opgraderinger. Må indrømme at det er en af de lækreste biler jeg har set til salg på det sidste.
Men da jeg på et tidspunkt gerne også vil eje et hus og have et normalt liv, så er det 495.000$ desværre udenfor min rækkevidde.
Men som sagt fik denne skønne Cobra mig til og tænke på en anden bil. Nemlig en Bill Thomas Cheetah. Mens Cobra'en er en Anglo/amerikansk hybrid, så er Cheetah'en ærke amerikansk.
Cheetah'en blev bygget for og slå netop Cobra'en. Manden bag Cheetah'en var Bill Thomas. Bill Thomas havde gode forbindelser hos Chevrolet, og da GM havde indset at deres egen Corvette ikke kunne matche Cobra'en, så stillede de den seneste motor teknologi til rådighed for Cheetah'en. Dette betød at den kun 770 kg tunge bil havde forrygende præstationer, omend den efter sigende skulle være lidt af en håndfuld og køre.
Desværre kom produktionen af Cheetah'en aldrig rigtig igang, da Bill Thomas's værksted brændte ned til grunden. Man mener at alt i alt blev der bygget omkring 20 biler.
Cheetah'en er derfor akkurart lige så uopnåelig som Cobra'en.
Cheetah'en er derfor akkurart lige så uopnåelig som Cobra'en.
Men ligesom Cobra'en findes der idag firmaer der laver meget akkurate efterligninger. Såkaldte continuation modeller. De bedste er GTM Cheetahs, som er stort set 100% identiske med den rigtige. Disse biler kan på en heldig dag findes i en fin brugt stand til ned omkring en halv million danske kroner, så det er ikke helt umuligt for almindeligt dødelige og eje en Cheetah, og jeg kunne fint leve med en Continuation.
Lige på falde rebet mens der er snak om efterligninger af uopnåelige biler. Så findes der også en rigtig fin Engelsk udgave af Cobra 289'eren. Nemlig Hawk 289. Den er ikke helt lige så autentisk som GTM Cheetah'en, men stadig meget tæt på. Jeg kunne også sagtens leve med en Hawk 289.
Opslag
Hej Dennis,
SvarSletTillykke med din blog - jeg er smigret over at du har ladet dig inspirere af mine Tanker og Trivialiteter.
Klart at Cobraen har amerikansk islæt, men for mig er den som du også er inde på ikke en amerikansk bil - jeg kalder den altid for en AC Cobra, og det gør englænderne også. Men pudsigt nok kalder amerikanerne den ofte for Shelby Cobra, og opfatter den som en amerikansk bil. Det er da også lidt af en bedrift.
Ellers er jeg næsten enig med dig i dit valg af model - en Cobra skal være fra før Elvis-perioden med de brede skærme. Den hellige gral for mig er dog de lukkede Daytona Coupé-modeller. Og så taler vi uopnåelig på et helt andet plan. Akja. Drømme.
Ja i min bog er Cobra'en heller ikke amerikansk. Men det er en GT40 nu heller ikke.
SvarSletVil godt give dig ret, en Daytona coupe er nok noget af det ypperste man kan drømme om. Selv en meget stor Lotto gevinst ville have problemer med og sikre en.